
Job
Bliv en del af et arbejdsfællesskab med plads til faglighed, forskellighed og gode idéer.
I Børnehuset Spentrup bliver du en del af en glad og engageret personalegruppe med plads til forskellighed. Vi spænder bredt i alder og erfaring, og vi bruger hinandens forskellige perspektiver i hverdagen.
Selvom vi er opdelt på stuer, samarbejder vi tæt – både på tværs af hele huset og mellem nabostuer. Vi arbejder med blik for både det enkelte barn og hele børnegruppen, og vi hjælper hinanden, når hverdagen bliver udfordrende. Her skal ingen stå alene.
Der er plads til at have forskellige meninger og til den gode faglige snak. Vi har stor frihed under ansvar og lægger vægt på at se muligheder frem for begrænsninger.
Mød Maria

Maria Heiby på 34 år har arbejdet i institutionen siden efteråret 2025. Her fortæller hun om hverdagen i Børnehuset Spentrup.
"Selvom jeg havde erfaring fra praktikker under uddannelsen, var det noget andet at starte i mit første job som uddannet pædagog. Jeg blev dog taget rigtig godt imod af både ledelse og kolleger."

"Der er plads til at stille spørgsmål, komme med idéer og lære af sine kolleger. Man bliver en del af et fællesskab, hvor der er fokus på både børnenes trivsel og medarbejdernes udvikling, og det har betydet meget for mig i mit første år som uddannet pædagog."
Sådan arbejder vi
Vi tager udgangspunkt i det, der rører sig i børnegruppen og i børnenes interesser. Samtidig har vi en genkendelig hverdag med faste rutiner, som giver børnene tryghed, men med plads til at justere, når situationen kalder på det.
Vi arbejder meget i mindre grupper og med et inkluderende børnesyn. Det giver mulighed for nærvær og for at tilpasse aktiviteter og fællesskaber til de børn, der er til stede.
Som medarbejder bliver du en del af et fagligt fællesskab, hvor pædagogiske spørgsmål bliver taget alvorligt. Vi har mange perspektiver i personalegruppen og prioriterer at drøfte vores praksis sammen, så vi kan handle klogt og reflekteret.
Arbejdsvilkår
Vi arbejder med faste vagter. Som regel har alle en vagt, hvor de åbner, og en, hvor de lukker stuen, om ugen. Alle har én dag mandag til torsdag, hvor man senest går kl. 13.00, og hver fjerde fredag har man senest fri kl. 12.00.
Hvis det kan hænge sammen med driften, tager vi individuelle hensyn til arbejdstider.